Q&A: Mette Finderup

14. november, 2007 § 2 kommentarer

Mette FinderupMette har skrevet adskillige tøsebøger (foruden oversættelser, artikler og rollespilsscenarier), men med Dødsgudens løgne (der udkommer i dag, den 14/11) melder hun sig stærkt på fantasyscenen. Udover interviewet her, så har hun også en informationsrig hjemmeside, hvor du kan læse mere.

Dødsgudens løgne, i 30 ord eller mindre?
Shilla tror, alt bliver godt, når man kommer i Dødsriget. Men hun tager fejl.

Du har i et andet interview til at om at du ikke betragter dig så meget som optaget af sprog som af den gode historie. Kan du uddybe det?
Jamen i virkeligheden mener jeg jo, at den ultimative historie er den, hvor plot og sprog og form går op i en højere enhed. Men hvis jeg skal vælge mellem et poetisk sprog,og et superspændende plot, vil jeg altid vælge det sidste. De gode plots overrasker mig undervejs, de tænder billeder i mit hoved, de sluger mig, så jeg har lyst til at læse mere. De giver mig lyst til at fortælle historien videre til mine venner. Et godt plot er ligesom at rejse. Og spise. Og være i biografen. På én gang. Jeg ved godt, der er mange forfattere, der mener, kunsten i litteraturen ligger i det sublime sprog, men jeg er ikke enig. For mig ligger kunsten endnu mere i den velgennemtænkte historie med det gode flow.

Hvordan finder man balancen mellem plot/handling og det mere karakterdrevne?
Det plotdrevne er store linjer, mens det karakterdrevne er det helt nære, og jeg er stadig nødt til at øve mig på at få begge dele med, for det er svært, for de store linjer ligger mest naturligt til mig. I praksis betyder det, at jeg må skrive om flere gange. Og at jeg somme tider må tage en dyb indånding og sige: “Men hvad vil Shilla tænke lige nu,” og så gå næsten mekanisk til værks: Hvor er hun? Hvad ser hun? Hvad dufter der af? Hvordan føles det i hendes krop lige nu? Det er langt fra alle hendes indtryk, der kommer ned på papir, men de er gode for mig at have, fordi de forankrer mig i hende. Og det her er hendes bog – ikke Dødskirkens. Derfor skal jeg også vogte mig for den største fælde i den slags bøger: At bogen bliver noget der sker, mens hovedpersonen bare kigger på. Hvis der hele tiden dukker seje skurke op og fortæller hende plottet, eller hjælpere, der siger: “Dette magiske kort har tilhørt vores slægt for evigt. Det kan vise dig, hvor skatten ligger,” så er det plottets bog og ikke hovedpersonens. Hun skal have lov at handle, fejle, beslutte og reagere uden at få hele handlingen smidt i nakken. Et vigtigt pejlemærke er, at det skal gøre en forskel, at det er hende her, der er hovedpersonen. Hvis det egentlig var blevet den samme bog med Benny eller Bonnie eller ens storebror i hovedrollen, så har man en udfordring i omskrivningsfasen.

Med denne bog var vi nede og diskutere og revidere plottet, og som man kan læse på din hjemmeside, så fik Poly Bernatenes illustrationer også lov at påvirke historien. Kan man godt bare sådan lave om?
En fortælling er en organisk størrelse, der ændrer sig som ler, så længe man bliver ved med at arbejde med den. Kunsten er så at holde op i tide.
Jeg får meget ud af at stole på min kreativitets evne til at se nye sammenhænge, der binder min bog endnu bedre sammen. Og denne tryghed gør, at jeg ikke er så bange for at kappe nogle tråde og ændre plottet under vejs – eller lytte til min redaktørs forslag om radikale ændringer og prøve dem af. Det får jeg jo bare en masse nye input og ideer forærende ved.

Fantasy i Dødsriget … det er lidt ligesom Brødrene Løvehjerte, er det ikke?
Åh, Brødrene Løvehjerte … Jeg holder selv meget af den bog, og jeg har en gang lavet en uformel undersøgelse om yndllingsbørnebogen blandt 100 venner og bekendte, og der kom den ind på en suveræn førsteplads. Og jo, Brødrene Løvehjerte handler også om et dødsrige, men hvis man skal være lidt flabet, har det ikke stor betydning for selve historien i Brødrene Løvehjerte, at den foregår i dødsriget. Det er en ret basal historie om rigtig grum undertrykkelse. Og jeg har altid undret mig over, hvor meget vores verden og den øvrige familie forsvinder, da Tvebak kommer til Nangijala. Hvorfor savner Tvebak ikke sin mor? Der må da være nogle bedsteforældre i dødsriget? Hvorfor har de døde ikke taget noget af deres viden fra den moderne verden ind i efterriget, så der ikke er helt så middelalderligt? Men alligevel virker bogen fint … fordi Astrid Lindgren skriver så ligefremt og billedrigt og godt, som hun gør.
Der er faktisk en lille cadeau til Brødrene Løvehjerte i Dødgudens løgne, hvor Shilla bekymrer sig om, om hende mor kommer til endnu et dødsrige efter dette, så Shilla skal jage efter hende for evigt i en lang række af dødsriger.

Hvordan fungerer Dødskirken i menneskenes hverdag? Hvad er det for en verden hvor den har fået en sådan en magt? Lidt flere nørdede detaljer?
I Dødsgudens løgne er der ikke tale om en monoteistisk religion, der er flere guder (selvom vi kun kort hører om Livets Gudinde), og jeg synes, det er meget logisk, at det bliver Dødsguden, der er den mægtigste. Netop fordi de fleste religioner jo i bund og grund handler om at tilbyde folk en tro på et efterliv, så de ikke bliver vanvittige over at tænke på en tom evighed.
Her er der så oven i købet tale om en kirke, der gør noget rent fysisk for at sikre overgangen til den anden side. Og hvis præsterne ikke er til stede og har en port til Dødsriget ved hånden, ender man i Dødssøvnen, som er lige præcis den tomme evighed, religionen handler om at omgå. Det er med andre ord kirken, der egenrådigt bestemmer over din sjæl, og i denne verden virker det til at være så stærk en tro hos folk, at det grænser til, at de ‘ved det er en sandhed’. Hvis det er en flink kirke, der forvalter den slags magt, er det jo ikke noget problem. Men Dødskirken er ramt af ambitioner og grådighed og en lille smule foragt for den menige menneskes værdi. Derfor bliver Døden pludselig en, man kan handle med, som man frygter og tilbeder … en grum herre.

Hvilke tanker har du gjort dig om døden i fbm. bogen? Altså, ikke personligt, men i fht. universet og Shillas møde med den?
Shilla lever slet ikke ‘rigtigt’ i De Levendes Land, da bogen begynder. Hun går rundt og tænker på gamle dage og fantaserer om, hvor godt hendes mor har det i Dødsriget. Hun har ikke mere familie tilbage i De Levendes Land, men er i nogen grad en levende død. Hun begynder ironisk nok først at leve, da hun kommer i Dødsriget. Hun vil jo i første omgang helst heller ikke hjem, og det er en del af Shillas udvikling i historien, at hun skal lære at leve, mens hun gør det.

Hvordan kommer man fra tøsebøger til fantasy?
Æææh … det ved jeg ikke. Jeg tror, jeg har tonen og letheden i tøsebøgerne fra den tid, jeg har arbejdet med dameblade. Jeg har svært ved at forestille mig skrive en tøsebog, der var seriøst romantisk. Fantasygenren er i højere grad det, jeg altid selv har læst. Dér skriver jeg mig ubevidst ind i en tradition af en lang række forfattere, jeg har slugt, siden bogbussen var ugens højdepunkt.

Fantasy for unge er en kæmpe genre (engelsk: young adult), men det virker alligevel som om Danmark har lidt sin egen stil her; meget karakterbaseret, lidt mørkere end det meste der udkommer i den målgruppe. Har du et bud på hvorfor?
Måske hænger det sammen med forlagene. De fleste forlag i Danmark er gamle, og de har længe levet med en virkelighed, hvor folk ikke købte bøger, og de i høj grad skulle leve af bibliotekssalg. Det er bibliotekarerne, der har bestemt, hvad de ville sætte på hylderne, og letbenet fantasy har ikke altid haft det nemt, fordi budgetterne var begrænset, og der blev brugt mange penge på at have en bred fagbogshylde og mange ‘alvorlige’ børnebøger. Og det er den bogskat vi, der skriver nu, er vokset op med og har læst.
Derudover er der mange af de nye fantasyforfattere, der taler sammen og hjælper hinanden i plotgenereringen, og det er også med til at skabe en gennnemgående stil.
Men tiden er ved at ændre sig. Folk får flere penge. Bibliotekerne bliver skåret på budgetterne igen og igen og mister dermed lidt af den magt, de har haft til at sætte dagsordenen for bogkvaliteten. Detailmarkedet er begyndt at købe flere bøger, og det burde også give plads til den mere letbenede fantasy … Når forlagene ser potentialet. Jeg tror stadig, mange forlag kvier sig ved at udgive ren flødeskumsfantasy, fordi de lidt synes, det er at sælge ud.

Nu fik du fornøjelsen af at udkomme dagen efter folketingsvalget – hvad gør man så, når man gerne vil ses og sælge nogle bøger?
Man beder til, at pressefolkene på forlaget har kontakterne i orden. Og hvis man kommer igennnem dagen efter valget, er der jo til gengæld ret mange, der køber aviser for at se kommentarer på den nye regering. Derudover rykker man desperat i alle sine egne kontakter, sender mails ud, og har i det hele taget sin bog med i baghovedet hele tiden.
Jeg holdt også en virtuel reception på min Facebook på dagen. Men det var nu mest fordi, jeg ikke kunne være i Danmark og skåle med vennerne.
Jeg synes, presse er så svært at håndtere. På den ene side er det nødvendigt, fordi det er måden, min målgrupppe overhovedet opdager, bogen eksisterer. Det nytter jo intet, om jeg så havde lavet universets bedste bog, hvis ingen vidste det.
Men på den anden side er det svært at være relevant i pressen som fantasyforfatter. Vi er i langt højere grad ‘ren fiktion’ end f.eks. alle de forfattere, der lige nu skriver sarkastisk om det sted, de voksede op. I deres tilfælde er det naturligt for journalisterne at tage dem i studiet og sige “Hvad så Jens. Fortæl lige om Lærer Olsen i Hundige er en virkelig person,” mens det bliver underligt påklistret at lave personnære spørgsmål til fantasyforfatteren.
Vi mangler en tradition i Danmark for at tale (og gide høre) om bøger på bøgernes egne præmisser … et interview som det, du laver her, er uhyre sjældent!

Bogen indeholder en teaser for fortsættelsen (og afslutningen), Støvets Land. Kan du løfte sløret lidt for hvad der venter Shilla? [Spoiler-advarsel for dem som ikke har læst den første bog endnu.]
Ja, så skidt da. En lille smule. Men jeg ved altså ikke så meget selv endnu.
Shilla er jo nødt til at finde ud af, hvad hun vil stille op med Spinellen, og hendes nysgerrighed driver hende også mod at finde ud af mere om, hvordan det egentlig er fat i Dødsriget. Men hun er under pres, for det er et spørgsmål om tid, før Dødsguden og Mester Jæger finder ud af, hvor hun er. Og Mester Jæger er altså ikke sådan lige til at komme udenom.

Reklamer

Tagged: , , , ,

§ 2 Responses to Q&A: Mette Finderup

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

What’s this?

You are currently reading Q&A: Mette Finderup at Thomas Munkholt.

meta

%d bloggers like this: