Forsinket velkommen til 2019

Forsinket velkommen til 2019

IMG_7257.jpegSå skete det. Et brud på blogdisciplinen, og tiden gik, uden opdateringer. Men det betyder ikke at der ikke er sket noget – min titelliste er opdateret, og den indbefatter nu Alexandra Brackens Darkest Minds-trilogi, og slutningen på både Rock War og Assassin’s Creed. (Nu i alt 72 titler – det er jeg faktisk selv lidt imponeret over).

Aktuelt sidder jeg med redigeringen af en bog der ligger mit hjerte meget nært, nemlig Alex Uths Mulm – det hungrende mørke. Glæd jer til den.

Jeg har også skrevet et rollespilsscenarie, Paradox, der kommer til at køre på Viking-Con her i oktober – pitchen er H.P Lovecraft møder tv-serien Mad Men. (Hvis du interesserer dig for bordrollespil, kan du overveje at følge min blog, Pjaltekongen).

Og endelig er jeg med halvanden seklers forsinkelse blevet aktiv på Instagram (for til gengæld at udfase Facebook over de næste par måneder).

Kontaktinfo er stadig gældende, men planen er at lave en større revision af siden her og gøre den lidt mere indbydende og mindre afhængig af blogdelen.

NB: Jeg tager igen oversættelsesopgaver ind efter en lille pause. Det er godt at være tilbage.

IMG_7614.jpeg

Fire titler

Fire titler

Siden i sommers er der kommet fire af mine oversættelser: Tredje bind i serien Rock War: Kampzonen (og jeg sidder lige nu og oversætter fjerde og sidste), den enkeltstående Sandcastle Empire og de to første (af tre bind) i Assassin’s Creed-serien De sidste efterkommere – der skulle ikke gå så lang tid før jeg får tredje og vist nok sidste bind til oversættelse.

Derudover har jeg lavet første bind i en rigtig spændende dystopisk trilogi der også er på vej som film – mere om den senere.

Labyrinten slutter

Labyrinten slutter

500x0.jpegFeberen er sidste bind i Maze Runner-serien er et bindeled mellem Udbruddet (4) og den oprindelige trilogi (1-3). Forlagets beskrivelse:

Engang mødte Jorden sit endeligt. Skovene brændte, søer og floder tørrede ud, mens havene steg. Så udbrød en epidemi, og en global feber spredte sig. Familier uddøde, vold regerede, og mennesker slog mennesker ihjel. Ud af dette virvar voksede WICKED, der ledte efter svar. Og fandt den perfekte dreng. Drengens navn var Thomas, og Thomas byggede en labyrint.

Nu er der hemmeligheder. Der er løgne. Og der er loyalitet, som aldrig kunne være forudset. Dette er historien om Thomas, og hvordan han byggede Labyrinten, som kun han selv kunne ødelægge.

Løgne vil blive afsløret. Hemmeligheder optrevlet. Loyaliteter vil blive testet. Maze Runner-seriens fans vil aldrig se sandheden komme! Feberen er en forhistorie til den første bog i Maze Runner-serien, men bør læses som nummer 5 i rækken.

Diabolik

Diabolik

Diabolik COVER.inddGlimrende science-fiction af S. J. Kincaid. Forlaget forsøger sig med beskrivelsen: „Hunger Games møder Caligula.“ Det kan man vel godt sige. Jeg synes også der er noget Dune i den.

Forlaget Carlsens beskrivelse:

Når en dræbermaskine forelsker sig …

Nemesis er en Diabolic. En genetisk fremstillet bodyguard, der er bundet til sin ejer hele livet. Nemesis ejes af pigen Sedonia Empyrian, der er datter af en magtfuld senator i et intergalaktisk rige, der styres af en gal kejser.

Da kejseren befaler, at familien sender Sedonia som garanti for senatorens loyalitet, frygter familien for Sedonias liv, og sender i stedet Nemesis, der skal udgive sig for at være senatorens datter.

Nemesis er lærenem og upåvirket af det magtspil, der udspiller sig omkring kejseren. Men hun er ikke forberedt på de følelser, hun pludselig får, da hun møder andre, der behandler hende som et menneske, og ikke en dræbermaskine. Nu er Nemesis sårbar, og hun slækker på sit forsvar, for at beskytte andre end sin ejer.

Inden Nemesis ved af det, er hun en vigtig brik i et ondskabsfuldt spil mellem kejseren og den magtbegærlige elite.

Simon

Simon

simon-vs-verdens-forventninger_348335Ungdomsroman. Som forlaget beskriver den:

En rørende og morsom kærlighedsroman. 17-årige Simon er ikke helt parat til at springe ud som bøsse, da en af hans emails falder i de forkerte hænder, og han risikerer, at bolden ikke længere er på hans banehalvdel: Enten hjælper han Martin, klassens klovn, med at få en date, eller også vil Martin afsløre ham.

Bogen er blevet taget rigtig godt imod, og du kan læse flere gode anmeldelser på bogens officielle hjemmeside. Et lille klip:

en ungdomsroman, som byder på det hele: venskab, kærlighed, hemmeligheder, stormende forelskelse og en fyr med navnet Simon, som er så modig og skøn, at han helt sikkert vil inspirere andre til at være ligeså modige.
– Eva, Bookeater 

Maze Runner prequel

Maze Runner prequel

maze_runner_-_udbruddet_forhistorie-james_dashner-36322884-frntlMaze Runner har fået en nuller/firer, Udbruddet. Forlagets beskrivelse:

Før WICKED blev dannet. Før Labyrinten blev bygget. 13 år før Thomas blev sendt ind i Lysningen.

Soludbruddet har ramt Jorden. En ukendt sygdom hærger og truer med at tvinge hele menneskeheden i knæ. Mark og Trina er overbeviste om, at det kan lade sig gøre at redde de endnu raske fra sindssygdom og død. Hvis de da ellers selv kan holde sig i live så længe. For i denne nye, ødelagte verden har hvert liv en pris. Og for nogle er du mere værd død end levende …

Udbruddet er en forhistorie til Maze Runner-trilogien, men læses bedst efter de oprindelige bind i serien.

Rock War 2

Rock War 2

ItemImage-2.aspxJay, Dylan og Summer fortsætter deres rock’n’roll-eventyr i Rock War 2: Bootcamp hvor der går reality-tv i den. Bogen er udgivet af Gyldendal og udkom tidligere på måneden. Steffen Larsen anmeldte den i Politiken og var vild med den – ham skal man lytte til (fem hjerter). Forlagets beskrivelse lyder:

Jay, Summer og Dylan er på vej til bootcamp.

De glæder sig til seks uger fyldt med fester, venskab og musik.

Men det viser sig hurtigt, at livet som rockstjerne ikke er så nemt, som man skulle tro.

Og det er ikke alle, som kan klare presset.

Flere titler

Flere titler

Det bliver igen til en opsamling. Der er kommet tre bøger siden sidst:

Overladt_til_dødenOverladt til døden af Beck Weathers. En af de sjældne fagbøger fra min hånd. Udkom på People’sPress i september samtidig med spændingsfilmen Everest der bl.a. trækker på  Becks beskrivelser i denne bog. Forlaget beskriver den sådan her:

SOM MANGE ANDRE AMBITIØSE BJERGBESTIGERE drog Beck Weathers i maj 1996 mod toppen af verdens højeste bjerg. Under topforsøget eksploderede en rasende storm på Everest og resulterede i den hidtil mest tragiske dag på bjerget, hvor otte mennesker mistede livet. Også Weathers blev fanget i stormen og måtte kæmpe for sit liv højt oppe på bjerget. De redningsfolk, der dagen efter gik tilbage efter ham, fandt Beck Weathers i en tilstand af hypotermisk koma og overlod ham til døden på bjerget. Men 12 timer senere skete det umulige – Weathers dukkede pludselig frem af snemasserne blændet af solen, uden sine handsker og stærkt underafkølet – men i live.
Bogen skildrer en stærkt personlig beretning om bjergenes voldsomme magt over dem, der prøver at bestige dem. Beck Weathers beskriver ærligt og usentimentalt, hvordan han selv gennem flere årtier svigtede sin familie i et indædt forsøg på at flygte fra sine egne dæmoner. Flugten op i bjergene førte ham helt ud på kanten af livet, hvor han til sidst måtte konfrontere sig med sit eget dødsønske og indse, at der på kanten af døden er langt tilbage til livet.
Hendersons_Boys_07I oktober kom Henderson’s Boys 7: Den brændte jord. Dermed er serien komplet! Beskrivelsen lyder:
JUNI 1944

De allierede er landet i det nordlige Frankrig. Henderson og hans team er sendt på en mission, der har til formål at sabotere de tyske forsyningslinjer.

Nazisterne er klar over, at nederlaget er nær, og de er derfor endnu mere brutale og desperate, end de har været hidtil – og det gør Hendersons Boys’ sidste mission til den farligste nogensinde …

ItemImage.aspxOg den første af mine oversættelser i 2016 kom i januar, og det var endnu en serieafslutning, nemlig Paladin-profetien 3: Arven:

Paladin-profetien er en hæsblæsende trilogi om urgamle væsner, der truer med at tilintetgøre verden. Og om en alliance af teenagere, hvis skæbne det er at bekæmpe dem … Eller slutte sig til dem.

Will West leger med ilden. Måneder efter at have afsløret det foruroligende og ellers mørklagte formål med Paladin-profetien samarbejder Will stadig med hjernen bag det hele – hans egen bedstefar, Franklin Greenwood. Will gør det for at holde sine venner i sikkerhed. Men hvor sikre er de i hænderne på en gal mand?

Under konstant overvågning pønser Will og hans venner i al hemmelighed på en plan, der kan fælde Franklin Greenwood én gang for alle. Men mens det uundgåelige opgør nærmer sig, afdækker alliancen gamle hemmeligheder, der truer med at splitte dem ad. Kan de med deres særlige evner beskytte Jorden mod dæmoner fra en anden tid og sted? Eller vil en stikker iblandt dem ødelægge dem og den verden, de lever i?

Arven er tredje og sidste bog i serien af Mark Frost, forfatteren bag Twin Peaks.

Joe Abercrombie på dansk!

Joe Abercrombie på dansk!

ståletsvilje_cover_lowYes! Den her nyhed har jeg ventet længe på at kunne poste.

I 2008 sagde min hustru at jeg skulle læse Joe Abercrombies fantasy-trilogi The First Law. Det gjorde jeg med stor fornøjelse, og da jeg på det tidspunkt ikke havde nær så travlt i min nystartede freelance-karriere tog jeg hul på at oversætte første bind, The Blade Itself, sådan lidt for sjov. Men det endte jo med at blive til en bog. På det tidspunkt var der bare meget lidt interesse for at udgive fantasy for voksne, så vi rodede lidt med at selvudgive. Det blev dog umuligt da jeg pludselig fik meget travlt med mit oversætteri. Så dér lå den så i nogle år. Indtil George R. R. Martins Kampen om tronen viste – med god hjælp fra HBO – at der var et voksenpublikum til fantasy på dansk. Så efter en grundig gennemskrivning og yderligere lidt forhandlinger endte bog hos Gyldendal, og i dag udkommer Den Første Lov 1: Stålets vilje så.

Én beskrivelse lyder:

Første bind i Joe Abercrombies successerie er hårdkogt fantasy med uforglemmelige karakterer og kulsort humor. Barbaren Logen Nifingre overlever på et hængende hår en blodfejde og flygter sydpå med et spor af blod, død og ødelæggelse efter sig. Unionen har i århundreder været verdens mægtigste rige, men generationer uden fjender har ført til dekadence og selvtilfredshed. Katastrofen truer udefra såvel som indefra; Nordboerne er på krigsstien, og rigets ledelse er gennemsyret af korruption og intriger. Den forfængelige kaptajn Luthar elsker ingen højere end sig selv. Han går kun op i at flå sine venner i kortspil og drømme om hæder i den forestående fægtekamp. Den kongelige inkvisitor Glokta ser gerne Luther død. Men Glokta hader på den anden side alle: Hans nidkære arbejde med at rense Unionen for utilfredse bønder, korrupte købmænd og surmulende adelsfolk efterlader ikke tid til venner, kun ofre og fjender. Og hans blodige spor fører direkte mod magtens pilrådne centrum – hvis han da lever længe nok …

Det er voldsomt, og det er voldsomt og uforskammet underholdende.

Tag godt imod …

Maze Runner

Maze Runner

MazeRunner1_LabyrintenForlagets beskrivelse af Maze Runner:

Træd ind i labyrinten, hvor kun den stærkeste overlever – og den hurtigste undslipper.
Maze Runner (1) – Labyrinten er en hæsblæsende og hjernevridende fortælling, hvor intet er, som det ser ud. Trilogien er solgt til udgivelse i 18 lande, og første bind er bogen bag efteråret 2014’s store ungdomsfilm.

Husk. Overlev. Løb.

Da Thomas vågner, kan han ikke huske andet end sit navn. Han er omringet af fremmede – drenge, som heller ikke kan huske noget fra før. Hver måned kommer der en ny til Lysningen. Ingen ved hvorfra.

På den anden side af de høje stenmure, der omgiver det lille samfund, er der en uendelig og altid foranderlig labyrint. Den er drengenes eneste vej ud, men ingen er nogensinde kommet levende igennem den.

Om natten lukker porten drengene inde. Og fjenderne ude …

Filmtraileren finder du her: http://themazerunnermovie.com/. Andet bind i seren er allerede planlagt som film, og jeg kan også godt røbe at det er min og forlagets plan at både bind to og tre skal udkomme i første halvdel af 2015, så læserne ikke skal vente for længe.