Q&A: Robert Muchamore

25. marts, 2008 § 1 kommentar

n669660275_782394_8741.jpgRobert Muchamore er forfatteren bag serien CHERUB, om forældreløse børn der trænes som spioner og kastes ud i kampen mod voksne, hærdede forbrydere. Den tredje bog i serien, Arizona Max, udkommer den 28. marts, og jeg har oversat den.

Beskrivelsen af dig siger at du har været privatdetektiv. Hvem er din rollemodel – Veronica Mars eller Sam Spade? Og hvordan gik du fra snushane til forfatter?
Det må så være Sam Spade for jeg var nødt til at tjekke Veronica Mars på Google for at finde ud af hvem hun var! Jeg er vist ved at blive gammel og falde af på den …

Hver af dine bøger har et stærkt koncept at lege med – kult, fængsel, bander, narko etc. Havde du en outline for hele CHERUB-konceptet da den blev annonceret som en serie?
Fordi jeg ikke var udgivet tidligere da jeg skrev Ilddåb, har jeg sikkert lagt mindre omtanke i konceptet end jeg burde have gjort, for at være helt ærlig. Mit primære fokus var på at se om jeg kunne skrive en bog og få den udgivet.

Du lader til at vide en forfærdelig masse om high tech dimser, biljagter, internationale efterretningstjenester, hvidvask af penge, stoffer osv. Hvordan griber du research an (eller bluffer du bare …)?

« Read the rest of this entry »

Reklamer

Q&A: Mette Finderup

14. november, 2007 § 2 kommentarer

Mette FinderupMette har skrevet adskillige tøsebøger (foruden oversættelser, artikler og rollespilsscenarier), men med Dødsgudens løgne (der udkommer i dag, den 14/11) melder hun sig stærkt på fantasyscenen. Udover interviewet her, så har hun også en informationsrig hjemmeside, hvor du kan læse mere.

Dødsgudens løgne, i 30 ord eller mindre?
Shilla tror, alt bliver godt, når man kommer i Dødsriget. Men hun tager fejl.

Du har i et andet interview til at om at du ikke betragter dig så meget som optaget af sprog som af den gode historie. Kan du uddybe det?
Jamen i virkeligheden mener jeg jo, at den ultimative historie er den, hvor plot og sprog og form går op i en højere enhed. Men hvis jeg skal vælge mellem et poetisk sprog,og et superspændende plot, vil jeg altid vælge det sidste. De gode plots overrasker mig undervejs, de tænder billeder i mit hoved, de sluger mig, så jeg har lyst til at læse mere. De giver mig lyst til at fortælle historien videre til mine venner. Et godt plot er ligesom at rejse. Og spise. Og være i biografen. På én gang. Jeg ved godt, der er mange forfattere, der mener, kunsten i litteraturen ligger i det sublime sprog, men jeg er ikke enig. For mig ligger kunsten endnu mere i den velgennemtænkte historie med det gode flow.

Hvordan finder man balancen mellem plot/handling og det mere karakterdrevne?
« Read the rest of this entry »

Q&A: Alex Uth

7. oktober, 2007 § 1 kommentar

Alex UthHer følger det første af flere 10-spørgsmåls e-mail-interviews. Første offer er debutantforfatteren bag Marskens hemmelighed, Alex Uth (en bog som jeg har været redaktør på, først internt og så eksternt). God fornøjelse!

Først: giv os Marskens hemmelighed i 30 ord eller færre:
En isoleret bygd hjemsøgt af gammel ondskab. Hovedpersonen Heirik ofrer til marsken for at blive voksen, men noget går galt og Heirik er nødt til at løse gåden for at redde sig selv og sit folk. (OK, det var mere end 30 ord. Fordømt.)

Hvem er din yndlings fantasyforfatter, og hvad er det h/n kan?
Svært valg, men det må være Ursula Le Guin. Jeg læste Atuans Grave for mange, mange år siden, og den står stadig brændt ind i min bevidsthed. Det var noget helt andet end jeg ellers havde læst på det tidspunkt. Der var så meget mening og barskhed og grumhed i historien og den måde hun skrev den på. Hele trilogien om Jordhavet har en utrolig tyngde jeg ikke har set så mange andre steder.

Du har tidligere arbejdet med interaktive medier, primært rollespil og computerspil; har du kunnet taget noget af din erfaring derfra med over i romanformen?

Ja og nej. Jeg har brugt metoder fra rollespil til at udvikle karaktererne og verdenen, f.eks. at interviewe min hovedperson eller rollespille en scene igennem. Men det er noget helt andet at skrive bøger. I rollespil kan man nøjes med anslaget, antydning, oplægget. I en bog er man nødt til at skrive det hele selv, og det er faktisk hårdt.

Marskens hemmelighed er din debut som forfatter (tillykke!); hvad var den vigtigste lektie?
(Mange tak!) Jeg tror min vigtigste erfaring fra min første bog, er at det værste er overstået når jeg har fået sat mig ned og tændt computeren. Det er nemlig helt utroligt svært at skulle holde disciplinen på 4. måned, når man sidder derhjemme og skriver, og man lige så nemt lige kunne tage opvasken eller se en film. Det er hårdt (og fantastisk!) at skrive, men det er benhårdt at holde sig selv i ørerne.

Bogen har en tone der minder om folkesagn; er der et bestemt sagn der har inspireret?
Der er faktisk flere – jeg holder så meget af sagn og folkeeventyr, fordi de har deres helt egen gennemslagskraft og vægt. Jeg havde længe tænkt på at bruge sagnet om Beowulf i en historie, så derfor kom ondskaben i Marskens hemmelighed til at låne meget fra saga-uhyret Grendel, blandet op med en god portion zombie og rædsel. Så er der også en god del inspiration fra en række engelske folkeeventyr jeg faldt over for mange år siden, hvor elverne var ganske forfærdelige og terroriserede menneskene i landsbyerne uden at nogen kunne stille noget op.

Det er vel ikke forkert at sige at det er en ret dyster bog; tænkte du undervejs på, om det var ved at blive for meget, for mørkt?
Meget. Dels var jeg meget bekymret for om den ville blive for tung, forstået på den måde at hvis der kun er en ting og meget af den, bliver det kedeligt og monotont i længden. Den endte, som du selv siger, med at blive ret barsk både i stemning og handling. Men til gengæld ville jeg gerne have, at bygden og dens angst for det der lever under vandoverfladen omkring dem, stod klart frem, at det ville have vægt. At man ville kunne lugte, føle og smage hvor trykkende det var at bo der.

Stemningen i Marsken er helt suveræn. Hvor har du den fra?
Jamen, jeg tror det er en stemning jeg har kredset om i mange år. Mange af de rollespilsscenarier jeg har skrevet, har haft den. Jeg forbinder den meget med moseofringer, med jernalder, med vikingetid og meget dystre ting. Den har en meget dyb tone – det er lyden af efterår og vinter og lugten af jord. Jeg elsker den!

Marskens dyb er også et magisk/symbolsk dyb – kan du sige lidt om det (uden at komme til at lyde som dansklærer)?
Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at historien skulle foregå i en marsk eller en mose. Der er et eller andet over moser. Moser er tågede. Der er lygtemænd og mosekoner. Der ligger druknede folk i mudderet dernede, som mosen har gemt på i mange år. De er farlige og trækker folk ned. De er både de dødes, det helliges og det ukendtes sted. Et slags overnaturligt ingenmandsland, en grænseovergang mellem de levende og de dødes verden, og mellem menneskene og det skjulte og skræmmende.

Der forekommer nogle ret komplekse, knudrede karakterer i bogen – hvordan fandt du frem til dem?
De blev skrevet frem, tror jeg. Mange af scenerne er skrevet som dialoger, hvor der så er bygget handling på i de følgende gennemskrivninger. Jeg skrev også mange prøvescener der godt nok blev smidt ud i den endelige version, men som hele tiden gav mig nye vinkler på karaktererne. De skrev egentlig også meget sig selv – jeg satte mig ned og lod fingrene vandre, og så opstod de bid for bid. Karre var den mest overraskende karakter og nok egentlig den jeg holder mest af.

Hvad er dit næste bogprojekt? Er der flere hemmeligheder i marsken?
Det er der helt sikkert – den sidste scene i bogen lægger i høj grad op til en 2’er, og jeg tror der er masser af krudt tilbage i både Heirik og marsken. Der står også andre historier på skrivemåtten og banker for at komme ind i varmen, blandt andet en Neil Gaiman-inspireret magisk og farlig rejse gennem et andet Danmark hvor skyggerne er længere og vildere.

Where Am I?

You are currently browsing the Q&A category at Thomas Munkholt.