Ud af Mulmen

Ud af Mulmen

Bedstefars stemme var tung og formel: „Jeg vil gerne have, at du er med til at bære en af kisterne, Silas.“
„Han er blind, for fanden!“ 
Det gav et ryk i bedstefar, som om Kari havde slået ham, men han mødte ikke hendes vrede blik.
„Silas?“
Silas bed sig i læben, og den uhyggelige bleghed bredte sig igen i hans ansigt. Han rystede langsomt på hovedet.
Kari rejste sig så hidsigt, at stolen var ved at vælte bagover. „Lad ham være i fred. Du kan bære din skide kiste selv!“

Silas og Kari havde mistet deres forældre før, og de var altid kommet hjem igen, lige så pludseligt og mystisk som de forsvandt. Indtil nu. Denne gang tager bedstefar de to søskende med til sit kloster på Virkø og holder en ­begravelse for deres mor og far. Men kisterne er tomme, og visse hemmeligheder lader sig ikke begrave.

‘Mulm’ er en mystisk, fantastisk og vild fortælling om glemte kræfter med rod i myternes tid. Og om 17-årige Kari og hendes lillebror, Silas, der døde i en ulykke på en legeplads og vendte blind og forandret tilbage.

Jeg har altid hævdet, at Alex skriver som en engel. Hun kan få sproget til at leve, så mudder bliver mere vådt, og støv mere tørt end ellers. ‘Mulm’ skriver sig ind under huden på dig: vildt og inderligt og fantastisk … og helt igennem Alex. 
– Lene Kaaberbøl

9788793728608.jpg

Tidligere i år udkom Alex Uths Mulm – det hungrende mørke, og jeg har redigeret den. Det er lidt specielt, for faktisk er bogen udkommet posthumt da Alex desværre gik bort sidste år.

Bogen udspringer af et ambitiøst projekt om en hel serie og et fortælleunivers der går flere år tilbage. Af forskellige årsager blev det ikke realiseret dengang, men Alex nåede at aflevere et færdigt manus og være en drivende faktor i udviklingen af settingen. Jeg var en blandt flere involverede og skulle også have haft en forfatterrolle. Efter at projektet i flere år havde ligget i skuffen, lykkedes det få rettighederne fri til at udgive Alex’ færdige bog, under forudsætning af at den blev løsnet fra de oprindelige planer om et større koncept. Da jeg tidligere havde været redaktør for Alex (Marskens hemmelighed og Markens konge) og var godt inde i det her univers, fik jeg lov at følge bogen til dørs.

Alex lå på hospice da vi aftalte bogens titel og opridsede hvilke ændringer der skulle til for at få hendes manus helt i mål. Hun var ikke i stand til at implementere rettelserne selv, men jeg har forsøgt at færdiggøre bogen med størst mulig respekt for hendes ideer og tone. Så hun har desværre ikke selv set sin bog blive til virkelighed. Men nu er den derude, og den er blevet rigtig fin. Tak for bogen Alex, tak for dig.

Calibat har udgivet, og Aske Rose Schmidt tegnet forsiden. Du kan bestille den på nettet, fx hos Saxo.

Marskens konge styrer

Marskens konge styrer

Alex Uths Marskens konge, som jeg har redigeret, har fået et par rigtigt gode anmeldelser. Først en bid fra Fortællingen (Janus Andersen):

Uth forstår at fastholde sin læser, så man bliver ved til slutningen – men helt uovertruffen er hun til at håndtere stemning, og det er stemningen, hele fornemmelsen af bogen, der bliver ved med at rumstere, når man lægger den fra sig. […]

Marskens hemmelighed var en exceptionel debut, og sådan en er det svært at følge op på. Men Uth gør det upåklageligt. Marksens konge viser en forfatter, der er startet på et højdepunkt og roligt arbejder sig opad derfra.

Og så i Politiken (Steffen Larsen), Alex Uth fortæller om drømme uden ende, hvor bogen får 5 (ud af 6) hjerter:

Kan det bære at skrive en fantasy på syner og sansninger alene? Helt uden drager og deslige. Ja, det kan! […]

Der er præcise beskrivelser af pigens totale isolering, overtroens hærgen samt dertil en masse om naturen i dette fremmedartede svuppende samfund. […]

Hele tiden har Alex Uth fat i en lidenskab og en grad af alvor, der ikke er almindelig i fantasy. Det er vigtigt. Det er besættende læsning. Skrevet i vand.

Så ud og brug penge. (Eller bliv siddende og gør det herfra: Bogpriser.)

Marskens Konge

Marskens Konge

For tre år siden debuterede Alex Uth med Marskens hemmelighed, og nu kommer en slags selvstændig fortsættelse/afslutning, Marskens Konge. Marskens onde ånd spøger stadig og regerer bygdboernes knugede liv med frygt og tabuer. Til trods for at Heirik stjal sit hjerte tilbage fra dybet. Og til trods for det offer som Fanke gav: at lade sig vie til Marskens Konge.

Bagsideteksten:

Få skridt fra brønden stod en kvinde i månelyset, rank og tynd som et siv med klynger af tynde, mørke fletninger bundtet op på sit hoved. Hun havde et smalt ansigt med høje, benede kinder og en lille mund. Huden var som bugen på en bundfisk, bleg og spættet og våd.

Fanke blev siddende på knæ. Hun kunne ikke røre sig, kunne ikke tænke. Krogene sad fast i hendes tanker, og noget trak i den anden ende af deres liner, trak hende ned mod vandet, ned mod noget, der flimrede i skyggerne dernede.

Kvinden rakte ud. En sort krans dinglede fra hendes fingre. Den glinsede i månelyset. Vandet drev fra den i tynde strømme, ned på jorden mellem dem, som om den lige var blevet trukket op fra vandet.

“Søster, tag den,” hviskede kvinden.

Marskens brudekrans.

De havde ikke sluppet hende.

En morgen vågner Fanke i vandet ved den nordlige vold. Hun blev givet til marsken og mudderet som offergave. Rædslerne er forbi, og hun er tilbage blandt sine egne. Men så begynder de sorte drømme.

Marskens Konge har ikke glemt sin brud.

Jeg har redigeret, og Emil Landgren har lavet forsiden.

Q&A: Alex Uth

Q&A: Alex Uth

Alex UthHer følger det første af flere 10-spørgsmåls e-mail-interviews. Første offer er debutantforfatteren bag Marskens hemmelighed, Alex Uth (en bog som jeg har været redaktør på, først internt og så eksternt). God fornøjelse!

Først: giv os Marskens hemmelighed i 30 ord eller færre:
En isoleret bygd hjemsøgt af gammel ondskab. Hovedpersonen Heirik ofrer til marsken for at blive voksen, men noget går galt og Heirik er nødt til at løse gåden for at redde sig selv og sit folk. (OK, det var mere end 30 ord. Fordømt.)

Hvem er din yndlings fantasyforfatter, og hvad er det h/n kan?
Svært valg, men det må være Ursula Le Guin. Jeg læste Atuans Grave for mange, mange år siden, og den står stadig brændt ind i min bevidsthed. Det var noget helt andet end jeg ellers havde læst på det tidspunkt. Der var så meget mening og barskhed og grumhed i historien og den måde hun skrev den på. Hele trilogien om Jordhavet har en utrolig tyngde jeg ikke har set så mange andre steder.

Du har tidligere arbejdet med interaktive medier, primært rollespil og computerspil; har du kunnet taget noget af din erfaring derfra med over i romanformen?

Ja og nej. Jeg har brugt metoder fra rollespil til at udvikle karaktererne og verdenen, f.eks. at interviewe min hovedperson eller rollespille en scene igennem. Men det er noget helt andet at skrive bøger. I rollespil kan man nøjes med anslaget, antydning, oplægget. I en bog er man nødt til at skrive det hele selv, og det er faktisk hårdt.

Marskens hemmelighed er din debut som forfatter (tillykke!); hvad var den vigtigste lektie?
(Mange tak!) Jeg tror min vigtigste erfaring fra min første bog, er at det værste er overstået når jeg har fået sat mig ned og tændt computeren. Det er nemlig helt utroligt svært at skulle holde disciplinen på 4. måned, når man sidder derhjemme og skriver, og man lige så nemt lige kunne tage opvasken eller se en film. Det er hårdt (og fantastisk!) at skrive, men det er benhårdt at holde sig selv i ørerne.

Bogen har en tone der minder om folkesagn; er der et bestemt sagn der har inspireret?
Der er faktisk flere – jeg holder så meget af sagn og folkeeventyr, fordi de har deres helt egen gennemslagskraft og vægt. Jeg havde længe tænkt på at bruge sagnet om Beowulf i en historie, så derfor kom ondskaben i Marskens hemmelighed til at låne meget fra saga-uhyret Grendel, blandet op med en god portion zombie og rædsel. Så er der også en god del inspiration fra en række engelske folkeeventyr jeg faldt over for mange år siden, hvor elverne var ganske forfærdelige og terroriserede menneskene i landsbyerne uden at nogen kunne stille noget op.

Det er vel ikke forkert at sige at det er en ret dyster bog; tænkte du undervejs på, om det var ved at blive for meget, for mørkt?
Meget. Dels var jeg meget bekymret for om den ville blive for tung, forstået på den måde at hvis der kun er en ting og meget af den, bliver det kedeligt og monotont i længden. Den endte, som du selv siger, med at blive ret barsk både i stemning og handling. Men til gengæld ville jeg gerne have, at bygden og dens angst for det der lever under vandoverfladen omkring dem, stod klart frem, at det ville have vægt. At man ville kunne lugte, føle og smage hvor trykkende det var at bo der.

Stemningen i Marsken er helt suveræn. Hvor har du den fra?
Jamen, jeg tror det er en stemning jeg har kredset om i mange år. Mange af de rollespilsscenarier jeg har skrevet, har haft den. Jeg forbinder den meget med moseofringer, med jernalder, med vikingetid og meget dystre ting. Den har en meget dyb tone – det er lyden af efterår og vinter og lugten af jord. Jeg elsker den!

Marskens dyb er også et magisk/symbolsk dyb – kan du sige lidt om det (uden at komme til at lyde som dansklærer)?
Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at historien skulle foregå i en marsk eller en mose. Der er et eller andet over moser. Moser er tågede. Der er lygtemænd og mosekoner. Der ligger druknede folk i mudderet dernede, som mosen har gemt på i mange år. De er farlige og trækker folk ned. De er både de dødes, det helliges og det ukendtes sted. Et slags overnaturligt ingenmandsland, en grænseovergang mellem de levende og de dødes verden, og mellem menneskene og det skjulte og skræmmende.

Der forekommer nogle ret komplekse, knudrede karakterer i bogen – hvordan fandt du frem til dem?
De blev skrevet frem, tror jeg. Mange af scenerne er skrevet som dialoger, hvor der så er bygget handling på i de følgende gennemskrivninger. Jeg skrev også mange prøvescener der godt nok blev smidt ud i den endelige version, men som hele tiden gav mig nye vinkler på karaktererne. De skrev egentlig også meget sig selv – jeg satte mig ned og lod fingrene vandre, og så opstod de bid for bid. Karre var den mest overraskende karakter og nok egentlig den jeg holder mest af.

Hvad er dit næste bogprojekt? Er der flere hemmeligheder i marsken?
Det er der helt sikkert – den sidste scene i bogen lægger i høj grad op til en 2’er, og jeg tror der er masser af krudt tilbage i både Heirik og marsken. Der står også andre historier på skrivemåtten og banker for at komme ind i varmen, blandt andet en Neil Gaiman-inspireret magisk og farlig rejse gennem et andet Danmark hvor skyggerne er længere og vildere.

De Sorte Drager

De Sorte Drager

Som tidligere nævnt, så kommer der her i september hele tre nye forfattere fra forlaget Phabel. De har alle det til fælles, at de har skrevet en dyster fantasyhistorie, de har været villige til at arbejde med en åben redaktional proces uden plads til hellige køer, og så er de nye forfattere eller nye i genren (og så begynder de alle med A, men det er nok mindre væsentligt): Dyresangeren (Agnete Friis), Lucifers Fængsel (Anders Villy Ehrenreich Eriksen) og Marskens hemmelighed (Alex Uth).

I stedet for at referere indholdet, skal I bare se den lækre plakat, der er lavet til lejligheden (klik for stor):

De Sorte Drager plakat

Bøgerne har ingen sammenhæng med hinanden, men det er et gennemgående træk at det er mørke bøger, og der er ikke en simpel kamp mellem godt og ondt eller klare skurke og renskurede helte i nogen af dem. De er grafisk holdt smukt sammen af en ramme, sat op af Laura G Johanne Danielsen (oprindeligt designet af Christine Clemmensen til Phabels udgave af Lene Kaaberbøls Katriona-serie). Forhåbentlig bliver De Sorte Drager forbundet med kvalitet og kompleksitet – alternativ fantasy for den kræsne læser. De er på gaden en uge fra i dag, den 26. september.

Marskens Hemmelighed

Marskens Hemmelighed

Min første opgave som freelance redaktør var Marskens hemmelighed, af Alex Uth. Fra bagsiden:

Heirik ofrer sit hjerte til marsken for at blive voksen. Men dybet afviser hans gave, og i stedet for at blive som de andre voksne i bygden – bange, svage, falske – fyldes Heirik af en underlig frygtløshed der bringer ham på kant med det lille samfund. Og med det Stille Folk, Tenur, de der bor i marskens mørke vand.

Et af de spændende perspektiver i Phabel var at vi fra starten ønskede at udvikle nye talenter, nurse debutanter og blande os meget direkte i udvikling af historien; en arbejdsproces jeg var vant til fra rollespilsverdenen og til dels også min tid i Filmbyen. Det første kul (mere om de andre senere) udkommer sidst i september, heriblandt Alex’ bog. Bogen var ikke helt færdigskrevet da jeg stoppede på forlaget, men vi blev enige om at jeg skulle køre redaktionen til ende, og det var jeg glad for, for det er en stemningsmættet debut der kalder på mere.

Det var spændende at arbejde sammen med Alex, for selvom hun er debutant som bogforfatter, så er hun en af de hårdeste ordhajer jeg kender, og det var en fornøjelse at have første parket til hendes kreative proces. Alex har beredvilligt stillet op til ti spørgsmål, en interviewserie jeg håber at lave flere af, så dem vil jeg vende tilbage med, når bogen er sikkert på gaden.

Her er den første skitse til forsiden, illustreret af Jon Foster: