Ud af Mulmen

Ud af Mulmen

Bedstefars stemme var tung og formel: „Jeg vil gerne have, at du er med til at bære en af kisterne, Silas.“
„Han er blind, for fanden!“ 
Det gav et ryk i bedstefar, som om Kari havde slået ham, men han mødte ikke hendes vrede blik.
„Silas?“
Silas bed sig i læben, og den uhyggelige bleghed bredte sig igen i hans ansigt. Han rystede langsomt på hovedet.
Kari rejste sig så hidsigt, at stolen var ved at vælte bagover. „Lad ham være i fred. Du kan bære din skide kiste selv!“

Silas og Kari havde mistet deres forældre før, og de var altid kommet hjem igen, lige så pludseligt og mystisk som de forsvandt. Indtil nu. Denne gang tager bedstefar de to søskende med til sit kloster på Virkø og holder en ­begravelse for deres mor og far. Men kisterne er tomme, og visse hemmeligheder lader sig ikke begrave.

‘Mulm’ er en mystisk, fantastisk og vild fortælling om glemte kræfter med rod i myternes tid. Og om 17-årige Kari og hendes lillebror, Silas, der døde i en ulykke på en legeplads og vendte blind og forandret tilbage.

Jeg har altid hævdet, at Alex skriver som en engel. Hun kan få sproget til at leve, så mudder bliver mere vådt, og støv mere tørt end ellers. ‘Mulm’ skriver sig ind under huden på dig: vildt og inderligt og fantastisk … og helt igennem Alex. 
– Lene Kaaberbøl

9788793728608.jpg

Tidligere i år udkom Alex Uths Mulm – det hungrende mørke, og jeg har redigeret den. Det er lidt specielt, for faktisk er bogen udkommet posthumt da Alex desværre gik bort sidste år.

Bogen udspringer af et ambitiøst projekt om en hel serie og et fortælleunivers der går flere år tilbage. Af forskellige årsager blev det ikke realiseret dengang, men Alex nåede at aflevere et færdigt manus og være en drivende faktor i udviklingen af settingen. Jeg var en blandt flere involverede og skulle også have haft en forfatterrolle. Efter at projektet i flere år havde ligget i skuffen, lykkedes det få rettighederne fri til at udgive Alex’ færdige bog, under forudsætning af at den blev løsnet fra de oprindelige planer om et større koncept. Da jeg tidligere havde været redaktør for Alex (Marskens hemmelighed og Markens konge) og var godt inde i det her univers, fik jeg lov at følge bogen til dørs.

Alex lå på hospice da vi aftalte bogens titel og opridsede hvilke ændringer der skulle til for at få hendes manus helt i mål. Hun var ikke i stand til at implementere rettelserne selv, men jeg har forsøgt at færdiggøre bogen med størst mulig respekt for hendes ideer og tone. Så hun har desværre ikke selv set sin bog blive til virkelighed. Men nu er den derude, og den er blevet rigtig fin. Tak for bogen Alex, tak for dig.

Calibat har udgivet, og Aske Rose Schmidt tegnet forsiden. Du kan bestille den på nettet, fx hos Saxo.